324316.501

JA, jeg tør sgu godt

Ja, jeg tør godt italesætte de problemer, jeg ser i forhold til døveverdenen. Ja, jeg tør godt skrive om det. Ja, jeg ved godt, at det sætter gang i maskineriet, og nej, det er ikke bedst at holde mund.

For hvem fortæller så nye forældre, hvad de skal være opmærksomme på? Ingen vel? Så står de ligesom jeg gjorde mellem et hav af mennesker og aner ikke, hvor de skal kigge hen og lytte.

Jeg var til interview i Høreforeningen omkring min bog Tal til mig nu – Kom godt igennem når dit barn har et høretab. Kommunikationschefen havde læst min bog og sagde et stykke inde i interviewet noget i retning af:

“Du sætter fokus på nogle af udfordringerne med døveverdenen. Du siger det højt, som mange ellers ikke tør – på nær Lone Percy-Smith (fagperson og audiologopæd). Hvad tænker du, at der kommer af reaktioner?”

Det ved jeg ikke, svarede jeg. Jeg er også ret ligeglad. Mit fokus med at nævne det, har udelukkende været, at ruste nye forældre i høreverdenen til at kende forskel på vidensgrundlaget i gode råd og anbefalinger. Taler vi om erfaring på baggrund af tidligere døve børn eller taler vi nyere forskning? Sammenligner vi de samme ting? For erfaringer på bananer kan ikke overføres til fremtiden for æbler.

Og det er faktisk det samme. Døve børn havde tidligere helt andre vilkår end døve børn i dag. Derfor er der bare issues, der ikke kan sammenlignes og det er -pardon my french- SGU DA virkelig vigtigt at ruste nye forældre til at tage stilling til.

Især fordi det virker som døveverdenen endnu engang trækker skyts og kører på med rettigheden til sprog for døve børn.

-Og nej, jeg er ikke imod tegnsprog. Jeg er for de bedste talesproglige muligheder til de forældre, der vælger det for deres børn, og det er nu engang de fleste eftersom over 95 % af døve børn bliver født af hørende forældre. Jeg er for tegnsprog til dem, der har behov for det. BEHOV for det. Men ikke som en rettighed til alle døve børn, en del af deres identitet, et forsøg på at opretholde en kultur eller fordi nogle synes det er synd for børnene ikke at lære det.

Og før vi som samfund kan se, hvem der reelt har behov for tegnsprog, så er vi altså NØDT til at tilbyde de bedst mulige optræningsvilkår for talesproget. Det er der DK fejler lige nu. Vi er bagud. BAGUD i forhold til udlandet. Hvorfor er over 90 % af børnene i Australien med CI alderssvarende eller over når det i 2012 kun  var 40 % i DK?

Pga mangel på kvalificeret optræning og Danmarks evne til at vælte rundt i netop de her diskussioner igen og igen. Og hvem taber? Børnene.

Det er ikke synd for Lova, at hun ikke kan tegnsprog. Det er dejligt at hun kan høre og tale. Lova er Lova – med sin helt egen identitet. Den handler ikke om hendes høretab. Identiteten udvikler hun løbende i takt med den hun er. Jeg glæder mig til at se, hvem hun bliver på sigt.

Jeg har stor respekt for Decibels arbejde med at sikre alle børn får den rette individuelle behandling og optræning. Og jeg kan høre, at de audiologiske afdelinger er vildt opmærksomme på at følge hvert enkelt barns behov. Alle børn bliver fulgt, og selvfølgelig skal der sættes ind med tegn, hvis barnet ikke har mulighed for andet.

Men i første omgang synes jeg Danmark skal se at få fart på og sikre alle børn med høretab en optimal talesproglig optræning, hvis forældre vælger den vej. Det er ikke godt nok endnu.

 

 

 

Posted in Debat and tagged , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>