Om at være rollemodel & ambassadør

I bogen Tal til mig nu – Kom godt igennenm når dit barn har et høretab handler et af kapitlerne om at det er dig, der er rollemodel, tovholder og ambassadør. 

Jeg gjorde mig tidligt mange tanker og så hvordan de roller var afgørende for Lovas udvikling. I bogen fortæller jeg om mine erfaringer.

Her får du nogle af de tanker, der bliver uddybet i bogen.

Hvad er en rollemodel og en ambassadør i forhold til høretabet?

En rollemodel er en forælder, der viser vejen for barnet. Hvordan det kan gøre, tænke og handle i alle de situationer, der er knyttet til høretabet. Jo mere naturligt det er for forældrene at leve med høretabet som et vilkår, jo nemmere bliver det for barnet.

En ambassadør er en forælder, der kæmper for de bedste muligheder for barnet. Hvorfor skal du være både rollemodel og ambassadør?


Hvorfor er det nødvendigt at være rollemodel?

Fordi det er dig barnet spejler sig i, og dig der viser vejen. Også selvom du ikke har et høretab. Det er dig der skal vise accept, erkendelse, åbenhed og alt muligt andet som dit barn skal lære, for at tackle høretabet bedst muligt.


Hvorfor er det nødvendigt at være ambassadør?

Fordi barnet  i mange år er for lille til at tale sin egen sag, så det er afhængig af at forældrene tager stilling til, hvad der er bedst for barnet, hvad det har brug for, om de tilbud der er, er gode nok. Du kan og skal ikke forvente, at samfundet altid tilbyder det bedste. Du skal tage stilling. Undersøge og kræve. Det er hårde odds, men sandheden. Og jo før du forstår det, jo bedre.


Hvordan kan du være rollemodel?

Alle forældre er rollemodeller helt generelt, men når vi taler specifikt i forhold til høretabet, så er der nogle særlige områder, hvor du skal være opmærksom på at være det i særlig grad: (og det gælder selvfølgelig også de pårørende og professionelle omkring barnet)

  • Erkendelse og accept af høretabet – hvis du ikke erkender og accepterer det, så får dit barn sværere ved at vokse op og få et naturligt forhold til sit høretab. Det handler om at barnet lærer at stå ved sit høretab og har det fint med at det er vilkåret.
  • Åbenhed – hvis du snakker åbent om høretab, udfordringer, begrænsinger og muligheder, lærer du dit barn at gøre det samme. Det skal følge med fra barnet er lille, så det er naturligt.
  • Hensyn – hvis du viser dit barn, at det er ok at kræve, at der bliver taget hensyn (fx i forhold til lytteforhold, ændring af rammer eller andet), så kan dit barn på sigt gør det samme og ikke være undskyldende overfor sine egne behov. Måske skal man inddrage andre personer og sætte krav eller give dem viden. Måske skal nogle ting ændres udelukkende for barnets skyld. (Vær obs på at du måske selv skal udvikle dig eller overskride nogle grænser for at nå dertil. Men det er en vigtig udvikling at tage for barnets skyld. Øv dig.)
  • Sproglig rollemodel – det er dig, der lærer barnet at tale. Du skal snakke, tale, udfordre, lege, motivere og vise alle de spændende muligheder der er indenfor lyd og hørelse. Hvis du er engageret og motiveret, og synes det er sjovt, så følger barnet med.
  • Det at være anderledes – hvis du snakker med dit barn om menneskers forskelligheder, lærer du det tidligt, at alle er forskellige og lige gode. Du kan give eksempler og fortælle om tidspunkter, hvor du selv eller andre har følt sig anderledes og prøve at perspektivere tankerne i forhold til barnets alder. Gentag snakkede naturligt for eksempel, hvis I ser andre med handicaps på ture eller på fjernsyn. Eller ser billeder eller læser i bøger. Det skal aldrig være påtaget, men naturligt.
  • Selvværd og troen på sig selv – hvis du synes, det er synd for barnet og har det svært med høretabet og de udfordringer, der hører med, så er det sværere for barnet at føle, at det er præcis som det skal være – uanset. Vis dit barn, at det er som det skal være. Altid. Snak om følelser og tanker og rum også de svære af slagsen.

Reflekter over de her emner – hvordan vil I gøre som forældre? Snak det igennem. Hav det på dagsordenen og snak om det løbende.

Og efterlev det så selv i hverdagen. Hver gang du har en snak om emnerne med dit barn, sætter du et frø.

Hvordan skal dit barn…

  • få en god følelse med sit høretab?
  • tale om og omtale sit høretab? Helt konkret?
  • forklare andre, hvad de kan og skal gøre for at hjælpe?
  • turde skille sig ud?
  • have det med sit høretab og sig selv?
  • klare en situation, hvor det ikke kan høre særlig godt, hvis du ikke er der?

Og husk det er svært og der er ikke nogle rigtige svar. Der er sikkert mange. Men det starter hos dig.

 


Det siger psykolog Anne-Dorte Krog Gausbøl i bogen: Tal til mig nu – kom godt igennem når dit barn har et høretab

Du er rollemodellen, og det er dig, barnet spejler sig i

Mange mennesker tror, at de skal være fulde af selvværd for at kunne gøre svære ting. Det ville også være nemmere, men jeg vender det altid på hovedet. Selvværdet kommer nogle gange først, når du gør de svære ting og alligevel oplever, at det lykkes. Vi kan ikke forvente, at vi selv eller vores børn altid er afklarede og fulde af selvværd. Vi må gerne tvivle og føle usikkerhed. Det vigtige er, at vi er bevidste om, hvad vi ville have gjort, hvis vi havde været fulde af selvværd. Vi skal gøre det alligevel. På den måde får vi faktisk opbygget vores selvværd. På den måde er det ikke selvværdet eller mangel på samme, der dikterer, hvad vi kan gøre. Selvom du ikke selv føler dig klar til at være åben om dit barns høretab, så vær åben i en eller anden grad alligevel. Selvom du føler, at det er grænseoverskridende at bede folk tage hensyn til dit barns høretab, så gør det alligevel. Selvværdet vil følge efter. Det er specielt vigtigt at have in mente, når ens barn med høretab vokser op. Det er o.k., at barnet ikke er fuld af selvværd i forhold til høretabet fra begyndelsen. Støt barnet i de svære tanker og følelser. Hjælp barnet med at gøre de svære ting, så det får en god oplevelse. Hvis du har vist dit barn, at det er o.k., at det føler, som det gør, og samtidig støtter barnet i at gøre svære ting, vil barnet ikke i samme grad føle behov for at overpræstere. Du viser barnet, at det er, ligesom det skal være. Barnet skal, ligesom vi voksne, langsomt opleve glæden og motivationen ved at gøre de svære ting og lykkes med dem. Anne-Dorte Krog Gausbøl, psykolog


Citater fra bogen: Tal til mig nu – kom godt igennem når dit barn har et høretab

Vi forsøger at tale Annas sag hele tiden. At stå i front for hende. Vi holder fast i det, vi tror på, og vi kæmper for det. Vi har kimet kommunen ned og stået fast på vores ret. Og det har virket. Jim, far til Anna


Vi har skullet kæmpe meget for vores søn i kommunen. Det, der driver os videre, er hele tiden den viden, vi har om, hvilken betydning det har for ham. Alex, far til Theodor


For os er det vigtigt, at hans identitet ikke kun kommer til at omhandle høretabet. Han skal lære at leve med sit hørehandicap på en måde, hvor han accepterer, at det er en del af hans grundvilkår. Han skal være åben og kunne tale naturligt om det. Det er vores ansvar at lære ham det. Katja, mor til Julian


Fordi han klarer sig så godt, er der en risiko for, at folk glemmer, at han har et høretab. Det er selvfølgelig dejligt, at han klarer sig som andre børn, men man må stadig ikke glemme, at han har et handicap og har brug for hjælp. Der kommer vi ind som forældre. Vi skal sikre os, at dem, der er omkring ham, husker på, at han har udfordringer. Maria, mor til Mikkel


Det er os, der skal sørge for, at han får det, han skal bruge. Han ved godt, at han har et høretab, og vi snakker meget naturligt om det, men han er ikke selv klar over, at han er speciel, og at det kræver noget ekstra at håndtere. Det er os, der skal trække det læs. Maria, mor til Mikkel


Det har været rart, at mine forældre har været åbne om mit høretab. Når vi møder nye mennesker, har de aldrig været bange for at snakke om det. Jeg prøver også selv at være åben. Nogle gange kan det godt være svært. Laura, 17 år med CI


Det siger Anine på 25 år med et høretab: Om rollemodel og ambassadør

“Min mor var tidligt meget bevidst om, hvad jeg havde brug for. Det var jeg jo ikke selv klar over, da jeg var yngre. Det har betydet, at jeg senere har vist, hvad jeg kunne gøre for at gøre det nemmere for mig selv. Jeg kunne godt have savnet noget undervisning i, hvordan jeg kunne håndtere alle de spørgsmål og kommentarer der kom fra andre løbende. Sådan helt konkret at få hjælp til, hvad jeg kunne svare eller forklare. Hvordan skal man fortælle andre, at man hører dårligt? Hvad skal man svare, når folk spørger, hvad man har i ørene? Når folk kommenterer på høreapparaterne eller spørger om man ikke bare kan skrue op for høreapparaterne, når man ikke hører det de siger. Alle de kurser jeg var på, var typisk for de voksne, men jeg savnede noget mere information til børnene, og min mor var jo ikke hørehæmmet og kunne derfor ikke sætte sig ind i alle situationerne.”

I bogen interviwer jeg også Tanja Pihl Sandager fra Decibel