Om sorg og krise – læs starten af forordet på bogen: Tal til mig nu – kom godt igennem når dit barn har et høretab

Forord
Du kommer ud på den anden side

Jeg havde ingen anelse. Det var klichéen om lynet, der kom fra en klar himmel. Og jeg blev bange.

I februar 2006 væltede mit liv på få dage, da jeg stod med min datter, Lova Rose. En smuk pige med sorte babykrøller. Hun var 10 dage gammel. Benene forsvandt under mig, da jeg fik at vide, at hun intet kunne høre. Hun var døv. Jeg havde på ingen måde set det komme og havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde ville stå med et barn, der havde et handicap.

Ikke mig. Ikke mit barn.

Jeg havde set frem til barselsperioden. Det var mit andet barn, og som andengangsmor forventede jeg, at jeg ville have mere overskud. Jeg havde en hel liste med alt det, jeg glædede mig til. Men alting blev vendt på hovedet.

I stedet for at nyde det mirakuløse i at have født endnu et barn eller at nyde min søns lykke over at være blevet storebror lå jeg og græd. Og mens jeg lå hulkende og ammede Lova i soveværelset, lavede min mand iskiosker af papkasser med Linus på fire år i stuen. “Is 2 kroner, mor, far, Linus, Lova” – stod der med tusch på papkassen med røde, omvendte børnebogstaver med stavefejl. Jeg så det aldrig i virkeligheden – først på nogle billeder langt senere, for jeg boede i sengen.

Mine tanker og følelser kværnede rundt i en stor, uoverskuelig masse. Den ene dag var det hele sort, den næste dag gråt. Men det var aldrig hvidt og slet ikke lyserødt. Jeg havde været vant til at styre mit liv, som jeg ville, men nu føltes alt fremmed og ukontrollabelt. Jeg anede ikke, hvad fremtiden ville bringe. Spørgsmålene i mit hoved var en evig plage, og hver gang de dukkede op, kom tårerne. Hvorfor mig? Hvorfor min lille datter? Hvorfor? Pladespilleren kørte i samme rille: ”Din lille pige kan ikke høre noget.”

Jeg havde mange bekymringer i starten, og de fastholdt mig i en håbløs tankespiral. Jeg følte mig parkeret i en gyserfilm. Alt det, jeg ikke vidste noget om, blev til store, faretruende problemer i mit hoved. Men det havde de ikke behøvet – de blev aldrig til virkelighed. Det var bare uvisheden og chokket, der lod min fantasi og frygt tage over.

Set i bakspejlet fik de ret. Alle dem, der sagde, at det nok skulle gå. Men jeg så ikke mulighederne i starten. Jeg troede ikke på, at vores familie ville få det rigtig godt igen. Jeg troede ikke på, at Lova nogensinde ville få det lige så godt, som hvis hun havde hørt normalt, og jeg troede slet ikke på, at jeg nogensinde kunne forlige mig med det vilkår, at hun havde et høretab.

Men efter nogle år nev jeg mig selv i armen og tænkte: Se lige, hvor du står nu. Du ville jo ikke være andre steder i dag. Det var en vildt syret tanke, for betød det, at jeg ønskede, at hun ikke hørte normalt? Nej. Selvfølgelig ikke. Men det betød, at vi som familie var ovenpå igen. At jeg havde det godt, havde udviklet mig, og at Lova stortrivedes i alt, hvad hun lavede.

I dag kan Lova alt det, jeg dengang frygtede, hun aldrig ville kunne. Mens jeg skriver den her bog, er hun 8 år og går i 2. klasse. Hun snakker som et vandfald. Læser bøger på 4.-klasseniveau og har lige scoret som en 10-årig i en ordforrådstest hos audiologopæden. Hun har veninder og laver det samme som alle andre børn i sin fritid. Lova fik to cochlear-implantater, da hun var 11 måneder gammel. Det første år af sit liv kunne hun ikke høre noget som helst. Selvom hun begyndte sit liv med at være langt bagud, er hun nu på alle måder som sine jævnaldrende kammerater – målt på det sproglige endda foran. På andre områder er hun præcis ligesom dem. Hun har, som alle andre børn, sine udfordringer, svagheder og styrker, men de handler ikke kun om hendes hørelse. De handler også om det at være barn og have sin egen udvikling og personlighed…..

Fortsættes i bogen; Tal til mig nu – kom godt igennem når dit barn har et høretab.

Køb den her: Tal til mig nu

Mine dejlige børn

de tre unger