Om naturlige følelser – og at de kommer i mange afskygninger

Det er vigtigt, at du betragter alle dine følelser som naturlige. Der er ingen rigtige og forkerte følelser. Følelsesregisteret spænder mellem alle mulige følelser og vil komme og gå i takt med de tanker og situationer, der opstår:

  • Vrede
  • Jalousi
  • Misundelse
  • Frustration
  • Kærlighed
  • Ked-af-det-hed
  • Glæde
  • utilstrækkelighed

Der er ingen følelser der er mere rigtige end andre. De er alle sammen et udtryk for at din krop har det på en bestemt måde. Vores krop reagerer på det den er i.

Hvis du får en lussing, bliver kinden rød. Det er en reaktion. En naturlig en.

Hvis du oplever sorg, får du svære tanker og følelser. Det er en reaktion. En naturlig en.

Hvad er den bedste kur mod svære følelser?

Det er faktisk at sige:

”Hej, velkommen – er du også her. Du må godt være her lige nu, hvor det er svært. Jeg laver bare lige noget andet.”

Der er rigtig mange, der prøver at få tankerne og følelserne til at gå væk. De må ikke være der. Og så bruger man dobbelt krudt. Man skal både kapere, at de er der og kæmpe med at få dem til at gå væk.

Mange tror, at de kun er elsket, hvis de har gode følelser. Det er en samfundstendens – en leveregel, som gør rigtig mange usikre.

”Jeg er kun elsket, når jeg er glad og medgørlig”

Men man kan ikke være glad hele tiden. Man kan ikke have de rare følelse hele tiden. Alle slags følelser er en del af livet og de popper op og forsvinder i takt med vores livssituation.

Hold fast i at alle følelser er noget, der kommer og går. Og hvis man har brug for en pause fra nogle bestemte følelse, så skal man give sig selv et pusterum. Gøre noget, der skaber et andet fokus.

Det er ok at gå ind og ud af følelser.


Anne-Dorte Krog Gausbøl er selvstændig psykolog i www.actklinikken.dk

_billede