Citater fra bogen: Tal til mig nu – kom godt igennem når dit barn har et høretab

Det var virkelig svært, når familien bagatelliserede vores sorg. De sagde tit ”Det kunne være værre”, ”Han er jo sund og rask” eller ”Han skal nok klare sig”. Det gjorde os vrede og kede af det. Det skulle forestille at være en trøst, men det var det modsatte. Alexia, mor til Theodor


Det kan godt være svært, når folk siger ”Jeg tror altså godt, han kan høre” eller ”Tror du ikke, han vokser fra det?” Det er jo ikke relevant. Jeg bliver ked af det, fordi jeg tænker, at de måske ikke synes, han er god nok, som han er. Maria, Mor til Mikkel


Vi er godt klar over, at vi skal gøre noget, hvis vores forhold skal holde. Vi har talt om, at vi skal til at prioritere mere alenetid, hvor børnene bliver passet. Jim, far til Anna


I starten styrkede det vores forhold. Både kampen og sorgen. Men på et tidspunkt røg vi helt fra hinanden, fordi fokus lå alle andre steder end på vores parforhold. Alexia, mor til Theodor


Det er ikke altid, jeg har følt mig forstået af min kæreste. Jeg reagerede kraftigt og var bange for, at han tænkte, der var noget galt med mig. Katja, mor til Julian


Jeg oplevede misundelse. Både i mødregruppen og i forhold til mine veninder. Jeg kunne ikke holde ud at se deres børn. I starten havde jeg lyst til at trække mig væk fra dem. I dag er misundelsen der stadig, men i en anden grad. Den handler mere om, at jeg kan blive misundelig og ked af det over at se andre nusse og ae deres børn i håret uden at skulle tænke på om CI’erne falder af, og at de kan kommunikere med deres børn om natten. Katja, mor til Julian


Det har været svært, at familien har haft svært ved at acceptere høretabet. Måske har de selv været kede af det. Men det har været hårdt. Jim, far til Anna