OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Så fik hun lyd på

Lova fik lyd på idag. Det var en dag vi havde imødeset med nogen bæven – hvordan ville hun tage oplevelsen med at få ‘lyd på’? Ville hun blive ked af det? Og hvordan ville hun se ud med sine CIer på? Der var mange spørgsmål og det var forældre med mange sommerfugle i maven der troppede op på Gentofte i morges.

Men Lova tog de i stiv arm – både Lone og teknikeren John, som hun ikke havde mødt før, fik smil og vink. Og da lyden blev skruet op, sad Lova bare og grinede og synes at legetøjet blev endnu mere spændende. Så fik hun begge CI er på med blink og dyt og ledninger i alle retninger. Høhø, gnæggede hun og gik en tur med Lone mens mor og far fik instruktioner i al den omgivende teknik.

Efter indstillingerne tog vi hjem og Lova gik ombord i sit legetøj mens mor og far hjalp til med at finde ting der kunne sige lyde. Vi havde fået at vide at børn, der lige har fået lyd på ville blive ‘banketrætte’ – det havde Lova åbenbart ikke hørt. Imorgen skruer vi op for lyden igen og så må vi se hvordan hun så tager det.

…men hun er altså en sej lille dame…

Posted in Gamle indlæg 0-3 år and tagged .