Lotte Rømer

Lotte Rømer bakker op om bogen

Jeg sendte bogen til Lotte Rømer, der selv hørehæmmet og har lagt mange kræfter i arbejdet omkring høreverdenen i mange år. Jeg kender hende ikke og har aldrig mødt hende, men var nysgerrig på, hvad hun tænkte om min bog og alle tankerne om at få et barn med et høretab.

Jeg fik denne anmeldelse tilbage og hun linker nu til bogen fra sit eget site om høretab. Se her

Udtalelse af Lotte Rømer, foredragsholder, forfatter og sanger/musiker

”Tal til mig nu” er ganske enkelt en fantastisk bog. Rørende, bevægende, skarp, præcis og lærerig.

Først og fremmest kan Mette Bau skrive. Hun mestrer sproget, så bogen ikke kun bliver en personlig beretning, men bliver en fængslende og spændende historie, der i sin opbygning nærmest bliver en page turner, som er svær at slippe.
Når dette er sagt, er det selvfølgelig indholdet og formålet med bogen, der er det vigtige. Beretningen om at få et døvt barn. Chokket over, at den lille ny ikke kan høre. Erkendelsen, sorgen, sorgarbejdet, høreapparaterne, den sproglige udvikling. Alle de mange uforudsete udfordringer og forhindringer, som forældre til et hørehæmmet barn møder på deres vej. Hudløst, åbent og ærligt fortæller Mette om de svære følelser, de ’forbudte’ tanker og kampen for at give datteren Lova de bedst mulige vilkår.

Bogen er skrevet i ønsket om at hjælpe andre forældre i samme situation, og som sådan kan jeg ikke forestille mig andet, end at ”Tal til mig nu” må være en Guds gave. Mette kommer rundt om det hele, både det rent faglige og tekniske, og ikke mindst formår hun at beskrive det allersværeste, som mange udenforstående har svært ved at sætte sig ind i: Sorgen og sorgarbejdet.

Personligt har jeg selv et arveligt, svært høretab og har været høreapparatbruger i snart 30 år. I 17 år har jeg arbejdet professionelt med hørelse, høretab og de psykologiske aspekter af høreproblemer – og som sådan har jeg ikke svært ved at sætte mig ind i de mange udfordringer, som forældre til et døvt barn pludselig står overfor. I bund og grund er de ikke så meget anderledes end det, som mange af os voksne med høretab møder i vores liv.
Vi hverken har ondt, bløder eller dør af høretabet – alle os med høreproblemer, CI’ere eller høreapparater. Og derfor kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor sorg, skam og skyld i perioder kan fylde så meget, både for de ramte og pårørende – for nogen endda så meget, at det bliver en kronisk tilstand.

”Tal til mig nu” er en smuk, flot og velskrevet bog, som jeg synes, at alle med høretab samt pårørende, fagpersonale og andre, med interesse for området, kan have stort udbytte af at læse. Mettes historie om sorgen, familielivet med Lova og mødet med systemet er samtidig en vigtig beretning om, hvor langt vi kan nå, hvis vi fokuserer på muligheder i stedet for begrænsninger. Om vilje og tro på, at handling giver forvandling. Om at sige farvel til ’vi plejer’ og gå efter det bedst mulige for os selv og vores børn

Posted in Omtale i andre medier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>